Kontrastfyldt weekend...

... af den slags som er helt vild dejlig.
Men alligevel langt fra de sidste uger,
hvor jeg har været næsten fuldtids krykkegænger med mange indlagte middagslure -
til en weekend med drengene hjemme, vasketøj, aftensmad, madpakker, børneskænderier, sofahygge for 3, lørdagsaftenlækkerier mellem hinanden, "må jeg lege med William"-spørgsmålet, kæresteskænderier over sms og 2 meget meget hjælpsomme og kærlige drenge, der har givet mor strømper på, gået ned med skraldespanden og bare været fantastiske <3

Det blir en tom mandag ...

Hvordan 3 uger bare forsvandt

12. august har været sådan en dato der bare har været printet ind -
den dag jeg skulle opereres og mit liv - i hvert fald i en periode, skulle forandres.
Og nu er det pludselig 3 uger siden det var 12. august - og meget er forandret ...
Ikke bare med operation, ny hofte, genoptræning og det at finde ud af at få en hel lang dejlig dag til at gå - allermest i mit eget selskab - og meget langsomt.
Det sidste har været det letteste ...
Har kastet mig frådigt over, at ændre min livsstil til LCHF ...
Jeg har prøvet MANGE kure,- ja måske alle dem der findes
men altid er der sket noget allerede første uge, hvor jeg er faldet i, ikke har kunne gennemføre eller har overbevist mig selv om, at det bare ikke er lige NU det er det helt rigtige tidspunkt ...
Men det sidste er det jo aldrig !!
Og jeg havde 2 valg, når jeg nu ikke skal lave meget andet de næste 3 mdr :

1. At synes det hele er rigtig synd for mig og begynde at kageeksperimentere og gerne måtte spise slik
2. At bruge de 3 mdr på faktisk at ændre mine spisevaner,- forsøge at tabe mig, nu jeg har tiden til at sætte mig ind i regler og principper og faktisk ha tid og overskud til at forberede den mad det kræver

Og jeg er SÅ glad for jeg har valgt 2´eren - efter 2 uger har jeg ikke syndet én eneste gang !!! DÈT er i sig selv en bedrift :o) og mit system har ændret sig... på en måde som gør jeg ikke går sukkerkold, føler mig oppustet og småsulten det meste af dagen og træthed og hovedpinen er forsvundet...

Den smerte og træthed der er føles helt andeledes, og skyldes vist mere jeg restituerer efter en operation. En operation jeg forøvrigt ALDRIG troede jeg ville komme mig over ... i hvert fald ikke den første uge. Forsøgte at vænne mig til tanken om ALTID at skule gå med krykker, ALTID at ha ondt, ALTID at være afhængig af andre og aldrig mere selv ville kunne tørre mine ben efter at ha været i bad.

Imorgen starter jeg på et genoptræningshold og det bliver godt at få noget ind i hverdagen og det bliver godt at komme igang med at bruge kroppen igen og ikke mindst hoften
 
Indtil da har mine dage lignet hinanden meget og mest foregået yderst i sofaen

Fremskridt ...

... små små fremskridt.
Men af den slags der glæder mit sind.
Fra én gåtur om dagen, til to gåture om dagen
uden at skulle sove en halv time bagefter.
Herhjemme bevæger jeg mig efterhånden også kun rundt med én krykke
og humøret gør også fremskridt - med fare for tilbagefaldt.
Men allermest glædes jeg over, at smerterne begynder at blive mindre
selvom det stadig murrer og værker og rumsterer om aftenen lige inden jeg skal sove.
Vågner stadig MANGE gange i løbet af natten -
og skal enten tisse, vende mig rundt eller ha placeret den pude jeg har mellem benene
så jeg ligger godt igen.

Men at jeg jo ikke lige nu SKAL op til et bestemt tidspunkt gør,
at jeg laver min morgenkaffe og min morgenmad og kravler ind under dynen igen,
der tidligt om morgenen ;o) "How I met your morther" Sæson 3, er hvad der træner mine lattermuskler og min "jeg behøver ikke tage stilling til noget".

Klar til næste step

... hente min nyrepererede og nyrensede symaskine
og forhåbentlig komme igang med at sy....
Dagene bliver lange og grydelappestakken bliver højere og højere -
jeg må finde på noget andet også
1 uge siden jeg blev udskrevet og meget er sket på den uge -
fra at stavre rundt på 2 krykker, går jeg nu rundt i lejligheden UDEN krykker.
Eller nærmere lister lidt rundt - for stærkt går det ikke, men fremgang er det.

Jeg glæder mig til, det bliver nogenlunde almindelig hverdag igen.
Hvor drengene kan være hjemme, mere end et par timer om eftermiddagen hver anden dag -
jeg savner dem og tid er der jo masser af, til at gå og spekulere over HVOR meget jeg savner dem.

Som som så mange gange før, har jeg besluttet netop at bruge tiden
og som så mange gange før, har jeg så gerne ville tabe mig -
de to ting kombineret, må ku give et resultat...
så jeg har kastet mig over bogstaverne LCHF -
og er allerede afhængig ... ikke at det skal være en ny helligdom
men at jeg kan mærke forandring gør, at jeg har lyst til at fortsætte ...
Nu på 4. dag har jeg stadig ikke RØRT "de forbudte" kulhydrater og den voldsomme sukkertrang har ikke holdt mig i højeste gear der midt på eftermiddagen.
JEg har fået fantastisk lækker morgenmad, som har gjort at jeg stadig er mæt 11.30
når jeg skal til at tænke på frokost
Jeg har ikke så frygtelig meget andet end tid,
så jeg har fundet FANTASTISK hjælp på nettet og vælter mig rundt i lækre opskrifter

... og jeg klør på....

... og besværligt er det ....

.... mere end jeg lige havde forestillet mig ...
og det gør ondt - men det er en anden smerte ...
det er ikke den der smerte indeni hoften og i hele benet, men en smerte i musklerne og operationssåret.
Men besværligt er det at komme rundt på krykker i en lille 3-værelses. Fragte kaffe, strikketøj, mac og mad fra soveværelse til sofa og hele tiden sørge for at gribetang og telefon er indenfor rækkevidde.
Men det går jo - og det bliver jo bedre - og det går den rigtige vej .... blaaaaaa
Lige nu er det bare p* besværligt og ømt og rigtig irreterende !!

Og hvis jeg bare kunne læne mig tilbage og vide, at jeg de næste 3 måneder, med ro kunne bruge mine kræfter på genoptræning ville tingene være en anelse anderledes. Men allerede da jeg kom hjem fra hospitalet, lå der brev med 2. afslag på sygedagpenge... stadig med den begrundelse "at det ikke er uafbrudt arbejde" !!! Og jeg er stadig så uforstående overfor det. Har haft de timer det kræver gennem de sidste 26 uger. Har dokumenteret hvert minut - dog fra 3 forskellige arbejdsgivere, da jeg også har haft mine studier og har måtte tage det arbejde der passede ind i studier, børn, eksamener .... og så ender det med, at det er de 2 eksamener jeg har haft indenfor de 26 uger, der kommer til at udgøre min videre skæbne.

Jeg troede jeg havde en rigtig god sofa ...

... men når man skal sidde i den en hel dag er den rædselsfuld !!!
Den fører bare flere,- og andre, smerter til !!!
Alting er så besværligt ... Selv at fange en edderkop, der nu et par dage har boet ude på mit badeværelse på gulvet i det samme hjørne - og når jeg sidder der p min toiletforhøjer, er det som om den sidder der og griner i skægget - helt tilfreds, som om den bare er HELT klar over jeg IKKE må bøje mig ned og kværke den .... og tilfreds skulle den ud i toilettet !!!

Den sidste dag - eller den første i mit nye liv ...

I dag er den sidste helt almindelige dag … i hvert fald hvis almindelig indebærer alle indtagte kropsdele …

Dagene inden,- faktisk rigtig rigtig rigtig mange dage inden, har egentlig heller ikke været særlig almindelige – egentlig allermest ualmindelig smertefulde.

Nogle dage smertefulde på alle måde,- ikke bare smertefulde sådan rent fysisk med alt rette mod 12.august, hvor jeg er overbevist om, at alting bliver helt ualmindelig almindeligt igen. Men også smertefulde på den helt igennem irreterende helt-inde-i-hjertet-måde, fordi jeg med vold og magt, kød og blod, sværd og skjold – og alligevel helt blottet for nogen form for beskyttelse, fordi denne form for kamp, er jeg helt og aldeles nybegynder i. Har kæmpet mod ( og nej,- ikke med…) et system jeg ikke kender reglerne i. Kæmpet rundt i labyrinter og blindgyder, faldgrubber og sorte huller

For de nytilkomne må jeg hellere præsentere holdene

Hold 1

Helle, 42 år, mor, ekskone, kæreste, grafiker, ergoterapeutstuderende, tidligere depressiv, strikkende, hæklende, fattig, glad, energisk, tilfreds …

Hold 2

Systemet i det helt almindelige Danska velfærdssamfund

Og denne enmandshær, Hold 1,- måtte så grueligt meget igennem

… og for at gøre en lang historie kort, valgte jeg at komme tilbage til håndværket i mit gamle fag som grafiker, bruge ALT den tid jeg kan, på at klippe, klistre, lime og fedte og i stedet, gennem mit arbejde, at være noget for andre, gøre noget for andre, hjælpe andre, gøre bare en lille bitte forskel med så stor betydning – for andre.

Jeg startede september 2012 at læse til ergoterapeut. Med styr på at SU og studiejob var nok til at betale min husleje, udgifter og så mig og mine to drenge kunne leve et anstændigt liv – også med råd til en tur i Svømmehalen eller biografen a´og til. Og at der præcis var nok til at færdiggøre de første 2 ½ år og med efterfølgende slutlån, ville jeg februar 2016 kunne kalde mig Ergoterapeut … WHAU …

BANG … ”Pr. 1. Marts 2014 ophører din SU, da du har opbrugt dine 70 klip” …!!! En ny regel var trådt i kraft siden jeg i 2002 blev færdiguddannet fra Den Grafiske Højskole og de måneder jeg tilbragte i praktik i New York + 10 måneder på DesignSeminariet på SU var nu talt med i de 70 klip !!!

Her startede min kamp, som på dette tidspunkt hverken er blodigt eller egentlig med uforståelige regler. Vi er sgu forkælede i Danmark og selvfølgelig kan vi ikke bare få hjælp til den ene uddannelse efter den anden og selvfølgelig er det meningen vi skal den letteste vej ud på arbejdsmarkedet igen – selv efter en omgang stress med efterfølgende depression forårsaget arbejdsrelateret stress … men en lille bitte håndsrækning kunne ha været en STOR hjælp, ikke mindst i min videre færden ind i denne jungle af love og regler…

Jeg er stådig rørt over den hjælp jeg fik gennem min indsamling på caremaker. Gamle venskaber og helt nye mennesker i mit liv hjalp mig igennem de første måneder ved at donere til min husleje. Så jeg kunne kommen igennem 9 ugers praktik.

Ondt havde jeg – mere og mere – og på en virkelig underlig måde, så jeg nok tænkte det ikke helt var som det skulle være…. Meeeeeeen, hvis jeg bare taber mig lidt eller får tiden igen til at løbe,- så bliver det bedre… jeg var jo nødt til at arbejde, ved siden af praktikken og ved siden af studierne. Panodilen hjalp mig … indtil den dag benene begyndte at forsvinde under mig og der var en ubeskrivelig uro om aftenen når jeg gik i seng. Efter en tiltrængt påskeferie efter praktikken var jeg overbevist om smerterne ville blive mindre. Godt nok havde jeg nu tid til at arbejde mere, men jeg var færdig på Glostrup – hvilket sparede mig ca 8000 skridt om dagen.

Men først i juni måtte jeg altså tage til læge – kunne knap gå mere uden voldsomme smerter. Henvisning til ryngten og scanning : Voldsom slidgigt i venstre hofte !!! Anbefaler operation asap !!!

Og du skal under alle omstændigheder sygemelde dig fra arbejde ….